Tegning: Svend Westergaard
Det er først og fremmest personbiler, dvs. privatbilismen, som er årsag til de store klimaskadelige udledninger på transportområdet. Personbilerne står således for næsten 28 % af kommunens samlede udledninger. Alt dette peger på, at der er behov for en helt ekstraordinær indsats for at reducere klimabelastningen fra de private biler.
De fleste bilture er fritidsture (indkøb, hente/bringe, fritidsaktiviteter og sociale aktiviteter) og de fleste af dem foregår i bil. 45 % af alle bilture er under 5 km. Så vi kan alle sammen yde en indsats for klimaet ved at cykle, gå eller tage bussen.
Men det er ikke kun et individuelt ansvar. Kommunen kan også hjælpe til. Undersøgelser viser, at der både skal gulerod og pisk til for at skifte bilen ud med bussen. Det bør derfor være højt på politikernes dagsorden når klimaplanen næste år skal revideres.
Og hvad kan vi så gøre? Vi har her en lang række forslag til indsatser:
- Indfør princippet om “10-minutters byen” i kommuneplanen og dermed i alle lokalplaner. Det betyder, at der ingen steder må være mere end 10 minutters gang til offentlig transport.
- Flere lokale hastighedsnedsættelser – kun 40 på alle kommunale veje, og nogle ned på 20/25/30 – særligt omkring skoler, institutioner m.v.
- Parkeringsnormer indebærer en række dilemmaer. Et balanceret forslag er, at normen for stationsnære områder nedsættes til 0,50 (66 %) og til 0,25 (83 %) i de stationsnære kerneområder. Som vi også foreslår som maksimumsnormerne. Nærhed til offentlig transport generelt – i praksis altså busruter skal tælle med her.
- Albertslund bør gå i spidsen for et samarbejde med alle vestegnens kommuner om ens fælles P-afgift ved indkøbscentre m.v. Derved vil fortrængningseffekten stort set blive forhindret, når der også er afgift på de alternative indkøbsmuligheder. Delebiler bør fritages for afgiften og den bør være lavere (men ikke nul) for elbiler.
- Udnyt den nye planlov til at stille krav om pladser til delebiler og om flest mulige ladestander i alle lokalplaner. Som minimum ved hver tredje parkeringsplads.
- Ved alle nybyggerier bør omkostningerne til en plads adskilles fra køb/leje af boligen. Dette bør indgå i dialogen med alle bygherrer. Det bliver derved billigere for familier uden bil.
- Undersøge om gratis offentlig transport indenfor bygrænsen for byens borgere vil give mening og spare CO2 – fx som forsøg over 2 år. Det er i øjeblikket indført i en række byer: Se bl.a. Holstebro (2-årigt forsøg); Herning (alle lokalruter, 2-årigt forsøg); Fredericia (gratis bybusser for kommunens borger, forsøg ½ år).
- Udvide antallet af afgange for busserne – også i ydertimerne. Der er ruter i Albertslund, hvor der om aftenen kun er ÉN afgang i timen om aftenen. Ja, men så er fristelsen til at tage bilen simpelthen for stor! Det kan eventuelt undersøges, om det giver mening både CO2e-mæssigt og økonomisk at køre med mindre busser i ydertimerne.
- Albertslund bør tilsluttes flextur, som er en individuel men alligevel kollektiv transport. Albertslund er stort set den eneste kommune i hovedstadsområdet, der ikke er med. For yderområderne både i kommunen og i resten af hovedstadsområdet er den almindelige kollektive trafik alt for dårlig. Den skal selvfølgelig forbedres men indtil dette sker, er flextur en god løsning. Desuden vil der også være område, hvor det ikke giver menig at have hverken store eller små busser kørende. Her må flextur være løsningen.
