Seniorfolkemøde i Viborg.
Sidste uge i juni var rigtig travl i Viborgs afdeling af BKA.
Tirsdag den 24. juni deltog vi med en bod i Seniorfolkemøde. Her havde vi fokus på trivselsøkonomi, som vi gerne ville i snak med deltagerne i Seniorfolkemødet om.
Det var ingen succes. Pensionisterne kommer til folkemøde primært for at blive underholdt. Så det må vi tage ved lære af. Desuden var leje af telt temmelig dyrt. Så det dropper vi nok næste år, hvor vi være synlige på andre måder.
For allerede i år var vi synlige på andre måder. Vi markerede cykelparkeringsområdet ved seniorfolkemødet med vores grønne cykler og vi delte klimakopper ud i samarbejde med den lokale kaffeshop (Søster lagkage).
Det sidstnævnte var en kæmpesucces. Vi fik meget hurtigt udsolgt af klimakopper og fik rigtig mange gode snakke i den sammenhæng. Både om BKA generelt og vores forbrug.
Klimakopper er genbrugskopper, vi henter i genbrugsforretninger og syr små poser til og deler ud som modvægt mod de ca. 300 millioner engangskopper/krus/ glas der bruges om året i Danmark. Hensigten er så, at man altid har sin kop med sig og bruger den i stedet for engangskopper. Det kan sagtens lade sig gøre at få diverse kaffeshops til at servere deres kaffe i medbragte kopper.
Eneste minus ved den aktion var, at vi fik gjort for dårligt opmærksom på, at man kan indbetale støttebeløb til BKA. Det vil vi gøre mere ud af, næste gang vi går på gaden med klimakopper.
Men dagens resultat alt i alt:
Totalt udsolgt af klimakopper (ca. 200) og 4 potentielt nye medlemmer, som forhåbentlig kommer til introduktionsmøde i august.