Den store sal i Odenses Cafébiografen var fyldt til premieren på Isabelle Denaros film Frø den 26. januar, og det selv om der var varslet snestorm over Fyn. Først fortalte instruktøren om baggrunden for filmen. Det var vigtig baggrundsviden, som filmen ikke omtaler, og som gjorde aftenen til en dobbelt oplevelse. Først viden og fakta, så en vidunderlig smuk film med portrætter af fem-seks skandinaviske frøavlere og deres arbejde med at genopdyrke gamle og næsten glemte frø.
Isabelle Denaro tænker ”frøtanker”, siger hun: Hun fortalte, at EU’s frølovgivning er under revision. Det nye lovforslag tilgodeser de store frøproducenters interesser og vil blive vældig bureaukratisk opbygget. Tidligere var der mange frøproducenter i Norden, nu er der kun ganske få. Kun 0,5% af de frø, vi dyrker, bliver produceret i Danmark og er dermed tilpasset til danske forhold. Videre fortalte hun, at 75% af vores gamle frøarter er forsvundet. Hvad sker der med biodiversiteten? De konventionelt dyrkede planter har intet immunforsvar, og derfor er pesticider nødvendige.
Så fulgte filmen – en vidunderlig film. Filmet i et roligt tempo og uden unødvendig støj og muzak. Man kommer helt nær på de forskellige frøavlere, der dyrker hver deres grøntsager og planter, tilpasset stedet og klimaet, med en alvor og et livsmod, der gør indtryk. Der bliver byttet frø på livet løs og eksperimenteret og arbejdet: ”Frø er lavet til at putte i lommen og tage med.” Tætte netværk forbinder de gårde, der arbejder med at genopdyrke gamle, aldeles levedygtige planter. I Norge er hele 60 gårde med i bevægelsen.
Isabelle Denaro har tidligere skabt og instrueret filmen ”Landbrugets natur” om regnerativt landbrug. FRØ er skabt i samarbejde med Nordic Seed Alliance, en organisation, der arbejder utrætteligt med lobbyisme. En crowdfunding for filmen er stadig i gang. Se Nordic Seed Alliances facebookside.
Pia Sigmund, Odense
