Vakse isbjørne på gaden i Aarhus

Vidste du at isbjørne kan danse boogie woogie og synge sange. Det kunne aarhusianerne se i dag, da bjørnene gik på strøget i Aarhus i anledningen af den internationale isbjørne-dag.“Kan vi sikre isbjørnenes overlevelse, altså stoppe opvarmningen af kloden – så kommende generationer også kan få et godt liv på den skønne blå planet”, lød det fra en af bjørnene.TV2 Østjylland fulgte de hvide bjørne på deres vej se: https://www.tv2ostjylland.dk/bedsteforaeldre-danser-for-klimaet-som-isbjoerne Du kan også se os på Facebook: https://www.facebook.com/100004880651375/videos/644329481456964/Eller på Youtube: https://youtu.be/JKqCoBM76y0?si=a4XLjTb8DahLWDEQ
Klima-kalender – spar portoen på julegaven

GRATIS FORSENDELSE: TIL ALLE JER, som ikke har mulighed for at komme til Ingerslev Torv i Aarhus onsdag eller lørdag og høre Jacob eller andre fra BKA-Aarhus fortælle om historierne, humoren og håbet i kalenderen ”…om guld og grønne skove”, har vi en god nyhed: Hvis du bestiller MELLEM 2 OG 5 KALENDERE, kan du takket være en donation fra Bedsteforældrenes KlimaAktion få dem sendt hjem GRATIS! Du gør sådan: Åbn din MobilePay-app; Tast #32046 (’#’ skal også med!) eller scan den medfølgende QR-kode; Indtast beløbet: 100 KR. PR. KALENDER. Indtast antal kalendere plus din ADRESSE i beskedfeltet (dit navn kender vi); Sæt dig med en god kop te foran postkassen og vent en lille uges til, indtil PostNord finder dig. Du kan naturligvis stadig nøjes med at få én kalender tilsendt. Prisen er i så fald 175 kr. inklusive porto m.v. Men hvad så med mandelgaven eller gaven til familiemedlemmet, der har alt – undtagen håb og forståelse for klimaet…? Kærlig hilsen Kalendergruppen BKA-Aarhus. (Foto: Lars Aarø, Fokus)
Klimabevidste julemænd genbruger Solvognens dragter

I 50-året for Solvognens berømte julemandshær, satte knap 20 klimaaktivister kolorit på Århus på Black Friday. De kom syngende gennem strøget iført de originale julemandsdragter fra Solvognen. Både Salling, Bruuns Galleri og Magasin fik besøg af de glade julemænd m/k, som opfordrede til at skære ned på forbrugsfesten og give et godt kram i stedet for at dynge juletræet til i julepakker. På trods af de genbrugte dragter, klimaopfordringen og den glade sang, blev julemændene smidt på gaden fra de tre shoppingcentre.
Undtagelsestilstand for klimaet – Udtalelse fra BKAs landsmøde
Bedsteforældrenes KlimaAktion udtaler på deres landsmøde i Kolding den 3. november 2024 følgende: Vi erklærer hermed undtagelsestilstand for klimaet. Vi behøver ikke længere at vente på politikerne – vi har ventet på dem i årtier. Nu må befolkningen presse på og gå foran, så politikerne følger efter. Som bedsteforældre anerkender vi vores ansvar overfor dem, der kommer efter os. De unge, børnene og dem, der vil blive født i næste uge og i næste årti og i næste århundrede. De har brug for en planet, som lever og blomstrer i al dens udsøgte mangfoldighed. Vi har ingen ret til at stjæle denne dåbsgave fra dem. Klima-nødsituationen betyder, at det er på tide, at “business as usual” stopper. Vores prioriteter må ændre sig. Vi skal leve bæredygtigt og bygge klogere. Vi skal producere, forbruge og rejse på mere retfærdige og klimavenlige måder. Vores håb ligger i disse kollektive handlinger. I den ånd slutter vi os til alle dem rundt om i verden, der allerede aktivt gør en indsats mod klimaforandringerne. Og vi inviterer alle andre til at slutte sig til os.
Så er BKA-kalenderen 2025 på gaden

Nu er den her. BKA-kalenderen 2025, ”…om guld og grønne skove”. Prikkerne står for ”Den nøgne sandhed”, som årets kalender, der er født af BKA i Aalborg, hedder. Udgivelsen af kalenderen blev fejret med en reception ved ’Verdensrummet’ på DOOK1 i Aarhus. Billedet i toppen viser, hvordan solen skinnede, da BKA-koret sang for fuld kraft, klarinetten satte stemningen og harmonikaen akkompagnerede og børnebørnene legede (Foto: Lars Aarø). Og så blev kalenderen offentliggjort med taler og skål i årets æblesaft. ”To er ingen tradition, men mon ikke der er andre af BKA’s lokalgrupper, der vil tage handsken op og lave en 2026-kalender?” blev der sagt. ”Vi har fået stor hjælp af Aalborg-gruppens erfaringer, og hvis nogen vil binde an med næste års projekt, så står vi klar med alle de mange gode og endnu flere dårlige erfaringer, vi har gjort os.” Hvis du endnu ikke har bestilt kalenderen, kan det nås endnu. Scan QR-koden eller tast #32046 i din MobilePay-app. Du har følgende muligheder: Hvis du henter kalenderen hos din lokalgruppe, koster den 100 kr. pr. styk. 1 kalender, sendt til din adresse, koster 100 kr. plus 75 kr. i forsendelsesomkostninger. 2-5 kalendere, sendt til din adresse: 100 kr. pr. kalender plus i alt 90 kr. i forsendelsesomkostninger. Husk at skrive enten lokalgruppe eller, hvis du vil have den/dem tilsendt, din adresse i meddelelsesfeltet. Alle priser er inklusive moms. Alle lokalgrupper får snarest muligt en liste over, hvem der har bestilt kalendere. De får også ekstra kalendere samt klistermærker med QR-kode mv., så du kan købe direkte, og I kan sælge ved de lokale arrangementer.
Sidste chance for at forudbestille BKA-kalenderen

Fredag den 27. september udkommer BKA-kalenderen ”…om guld og grønne skove”. Det er så også sidste dag, hvor du kan forudbestille kalenderen til 85 kr. Du kan forudbestille den ved at scanne QR-koden herunder eller ved at indbetale 85 kr. pr. kalender på MobilePay-nummer #32046. Husk at skrive, hvilken BKA-gruppe du tilhører. Fra og med lørdag den 28. september kan denne kode kun bruges til at købe kalenderen ude i virkeligheden, og så koster den 100 kr. Selv om din lokalgruppe kan bestille ekstra kalendere til at sælge i dit lokalområde, er det ikke sikkert, at du støder på dem, før de er udsolgt. Kalenderne til de enkelte lokalgrupper bliver leveret, så snart det er muligt, og der medfølger en liste over, hvem der har bestilt hvor mange. Så selv om, du allerede har bestilt nogle kalendere, kan du sagtens bestille flere – lige til og med den 27. september. Det kan blive jul, før du ved af det, og hvorfor ikke klare julegaverne med en klimavenlig BKA-kalender? Og nej! Det er ikke verdens kedeligste julegave! De fleste af os, der har været med til fotooptagelser eller andet, har faktisk allerede bestilt bunkevis af kalendere til børn, børnebørn, oldebørn eller gode venner, der er begavet med en vis portion humor. Det er ikke en normal kalender, hvis enkelte dele bliver forældede ved hvert månedsskifte. Den er et værk, som du kan blive ved med at gå på opdagelse i – også efter nytårsmorgen 2026. Den handler om håb – for dét har vi brug for! Og så er den fyldt med groteske og humoristiske indfald. Kærlige hilsner Kalendergruppen i BKA-Aarhus
Bestil BKA-kalenderen 2025 nu

Nu kan du bestille BKA’s 2025-vægkalender. Send 85 kr. pr. kalender til #32046 via Mobile Pay. Skriv navn, antal kalendere og lokalgruppe i meddelelsesfeltet, så bliver kalenderen sendt til afhentning i din lokale gruppe snarest muligt efter udgivelsesdagen den 27. september. Det er Aarhus lokalgruppe, der producerer 2025-udgaven af Aalborg-gruppens 2024-succes ”Den nøgne sandhed”. Den nye kalender er både en efterfølger og noget helt, helt andet. Og vi lover, at du har noget at glæde dig til. Kalenderen kan naturligvis også købes efter, at den er udgivet. Den koster så 100 kr. inkl. moms. Det er dog ikke de 15 kr., du kan spare pr. kalender, der er afgørende. Vi vil gerne have så mange forudbestillinger som muligt, så vi kan betale udgifterne til grafiker, tryk og fotograf . Kalenderen udkommer som sagt den 27. september, og vi vil blandt andet bruge den til Folketingets åbning tirsdag den 1. oktober. Medlemmer af BKA-Aarhus vil kunne afhente forudbestilte kalendere på det første fællesmøde efter udgivelsen, dvs. tirsdag den 8. oktober klokken 16 i Grønnegade 10. Eventuelt overskud af kalenderprojektet overføres til BKA med angivelse af, at det skal prioriteres til mulige kommende BKA-kalendere, hvis nogle andre grupper vil påtage sig at videreføre ’traditionen’. Vi glæder os enormt til at kunne præsentere den færdige kalender. Vi har bestræbt os på at ikke blot lave en kalender, men et værk, du kan gå på opdagelse i, og som sætter tanker i gang. Derfor er den ikke forældet den 31. december 2025, men kan også gemmes og bruges derefter. Mange kærlige hilsner og god eftersommer. Kalendergruppen, BKA Aarhus PS. Billedet stammer fra vores fotooptagelse af december-billedet. Se det færdige resultat den 1. december 2025. (Hvis du kan vente så længe). Det er taget af vores fotograf, Lars Aarø.
Glimt fra klimamarch i Aarhus

Her er lige et par glimt fra klimamarchen i Aarhus Tak til Inge-Lise Rauhe for billederne Du kan også tjekke DRs Tv-Avis fra 2/6 fra minut 1:12
Tak til Beskyt Aarhus Bugten
Aarhus den 3.6.2024 Til Beskyt Aarhus Bugten. Bedsteforældrenes Klimaaktion har i dag holdt fællesmøde – det gør vi ca. 1 gang mdl. Vi fejrede i dag Planklagenævnets beslutning. Jeres, vores, borgernes indsats har nyttet. Det er vi ikke i tvivl om. Vi undrer os over Byrådets reaktioner – de reaktioner, der kommer fra de partier, der ønskede en havneudvidelse. En ny undersøgelse skal iværksættes. Var det ikke enklere at lytte til fagpersoner og byens borgere? På mødet i dag besluttede vi også, at vi skulle sende jer alle i bestyrelsen en stor tak for jeres insats. Vi er imponerede over de mange kræfter I har lagt i arbejdet med at få hold på realiteterne omkring en udvidelse. Jeres indsats har vist, hvor store mangler der har været i Byrådets arbejde og forslag til en havneudvidelse. Vi synes det har været meget dejligt, at være en del af jeres organisation. Sætter pris på jeres redegørelser, klare meldinger og ikke mindst jeres ordentlighed. Det betyder meget for os, at vi i den grad har tillid til den måde I arbejder på. Og det er naturligvis vores håb, at I alle har lyst til at fortsætte det vigtige arbejde der forestår efter Byrådets udmelding om, at de fortsat ønsker en havneudvidelse. Der må ikke herske tvivl om, at I kan regne med vores støtte. Vi vil forsat være opmærksomme på alle de ting der sker omkring havneudvidelsen i den kommende tid – og vi håber I vil sige til, hvis I mener, der er noget vi kan gøre. Stor tak for jeres indsats – vi ønsker jer alt det bedste i tiden der kommer. God kamp!!! På vegne af Bedsteforældrens Klimaaktion i Aarhus Inge-Lise Rauhe
Havneudvidelsen sat på pause

I dag, tirsdag 28.5 2024, lød det sådan fra TV2 Østjylland: LIVE: Historisk udvidelse skrottet – politiker rørt til tårer. Planerne for Aarhus Havn er blevet afvist og ophævet af Planklagenævnet. Vi følger udviklingen live. Miraklernes tid er ikke forbi. Det kan lade sig gøre at vinde over systemet, og det hjalp nok rigtig meget, at vi havde så dygtig en advokat, som tilfældet var, nemlig advokat Louise Faber. Tak for hendes grundige klagesag. Det er således juraen, der foreløbig har afgjort sagen til vores fordel. Men mon ikke også oprøret fra borgerne og al den kritik, der nu i 2-3 år har haglet ned over Aarhus Byråds flertal, havde sin betydning?! Planklagenævnets afgørelse Planklagenævnet har afgjort, at de planer, byrådet vedtog for et år siden, er mangelfulde på flere punkter. Planerne er derfor afvist og ophævet af nævnet, som fremhæver tre kritisable forhold: ”Kommuneplantillægget er ikke i overensstemmelse med planlovens regler om udlæg af arealer til byzone.” ”Kommunen har ikke godtgjort, at der er den fornødne særlige planlægningsmæssige og funktionelle begrundelse for kystnær lokalisering i forhold til den planlagte udvidelse af havnen.” ”Miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljørapport er ikke opfyldt, da afgrænsningen af miljørapporten ikke er i overensstemmelse med miljøvurderingsloven.” Bemærkninger: Kommunen har ikke godtgjort behovet for en havneudvidelse på 84 ha. Man har glemt at spørge andre berørte og relevante myndigheder, bl.a. dem, der har med klima og biodiversitet at gøre, hvorvidt havneudvidelsen var ok for dem. Man har glemt at undersøge driftsfasens klimakonsekvenser. Kommunens miljørapport tog udgangspunkt i en kasseret og dermed forældet Miljøkonsekvensrapport i stedet for at anvende et mere aktuelt materiale, nemlig den nye supplerende Miljøkonsekvensrapport. Havnesagen fremadrettet Hvis havnesagen skal blive aktuel igen, må byrådet starte helt forfra. Først skal der laves en ny Miljøkonsekvensrapport (MKR). Så skal den igennem en ny otte-ugers høring blandt borgerne. Her vil den formentlig få en voldsom medfart. Derefter skal der laves to nye lokalplaner samt en ny miljørapport. Endelig skal det vedtages i byrådet. Og så er der ydermere en joker med i spillet, nemlig at byrådspolitikerne undervejs rammes af et kommunalvalg.